Arkiv for kategorien ‘Ikke kategoriseret’

Aktie-nyt lukket - opdateres ikke længere

mandag, 7. juni 2010

Af journalist Jørgen Rasmussen

Som det vil være læserne af denne blog bekendt, har jeg ikke opdateret med nyheder og kommentarer det sidste halvandet år.

Af tidsmæssige årsager ser jeg mig heller ikke i stand til at opdatere web-sitet fremover, og bloggen vil derfor være at betragte som lukket. I sagens  natur vil eventuelle kommentarer derfor heller ikke blive besvaret fremover.

I stedet henviser jeg interesserede læsere til magasinet, Penge & Privatøkonomi, på adressen: www.penge.dk.

Købt: NKT Holding

torsdag, 10. april 2008

Af journalist Jørgen Rasmussen, citat fra Nordnet

Jeg har i onsdag suppleret op i NKT gennem køb af 100 aktier til kurs 368. Selskabet udbetaler 11 kroner i udbytte efter torsdagens generalforsamling og da markedet ofte har en tendens til at ”glemme” en del af udbyttebetalingen, ser jeg opkøbstidspunktet som gunstigt.

Siden mit sidste opkøb har selskabet ikke leveret afgørende nyheder, men markedet ser ud til i højere grad at have fået øje på selskabets kvaliteter. Mens aktiemarkedet her onsdag er faldet med 1,28 % er NKT-aktien steget med 1 % under stærk interesse fra en række store udenlandske finanshuse.

NKT har da også fået urimeligt mange tæsk i forbindelse med frygten for en recession i USA og er siden toppunktet i juli faldet 40 % fra 611 til cirka 366. Da selskabet ikke har leveret negative nyheder i perioden, tyder meget på, at aktien alene er faldet på baggrund af markedets konjunkturfrygt.

Vurdering:
Jeg vurderer imidlertid, at NKT ikke er nær så konjunkturfølsom, som markedet angiveligt vurderer. NKT Cables er kun i begrænset udstrækning udsat for konjunkturernes luner, mens NKT Flexibles stort set lever sit eget liv afhængig af olieprisen og behovet for at fremskaffe nye oliereserver.

Den mest konjunkturfølsomme del af koncernen er sandsynligvis Nilfisk-Advance, der tegner sig for cirka en tredjedel indtjeningen.

Jeg ser fortsat aktien som en attraktiv langsigtet investering inden for industrisektoren. Aktien kan muligvis falde lidt tilbage igen, såfremt de negative takter på markedet fortsætter.

Selskabets ledelse har dog for vane at guide konservativt om fremtiden, hvorfor der ikke burde være de store negative overraskelser i kvartalsregnskabet den 14. maj. 

Kurs og nøgletal:
Ved en kurs på 366 handles aktien til en forventet P/E-værdi på 11,6, hvilket under normale forhold anses som lavt prissat for en vækstaktie.

Køb og salg:
NKT-aktien handles sædvanligvis med et spread på 50 øre. I kraft af sin høje likviditet er køb og salg af større portioner intet problem.

Finanskalender:
• 10-04-08: Generalforsamling med udbetaling af 11 kroner i udbytte
• 11-04-08: Aktien handles uden udbytte og bør derfor teoretisk set falde med 11 kroner i forhold til gårsdagens lukkekurs
• 14-05-08: Offentliggørelse af regnskab for første kvartal

Egne aktiebesiddelser:
Jørgen Rasmussens familie ejer aktier i NKT Holding

Amerikansk topøkonom ser dyster fremtid

tirsdag, 18. marts 2008

Af journalist Jørgen Rasmussen

To af mine udenlandske favoritøkonomer er Paul Krugman og Robert Shiller, som begge synes præget af sund fornuft og uden bindinger til interesseorganisationer.

Paul Krugman er aktuel med et interview i amerikanske Fortune, hvor han forudser krasse eftervirkninger af den amerikanske boliglåns-krise. I artiklen vurderer Paul Krugman, at boligkrisen vil fortsætte indtil 2010, mens de amerikanske huspriser vil falde med gennemsnitligt 25 %.

Paul Krugman regner med, at op mod 20 mio. amerikanske husstande bliver berørt i den forstand, at deres gæld er større end værdien af deres bolig.

I den sammenhæng vil mange amerikanske husejere kuunne se en økonomisk fordel i at fraflytte boligen og dermed starte på en frisk. Indrivelse af gammel gæld er nemlig en del vanskeligere i USA end i Europa, hvilket tidsskriftet, Economist, tidligere har peget på.

Rent finansielt kalkulerer Krugman med, at de direkte tab på boligmarkedet summer sig op på mellem 6 og 7 trillioner USD, mens ejerne af boliglånene vil tabe omkring 1 trillion USD, eller cirka dobbelt så meget, som anslået af eksperter i øjeblikket.  

Selv om Krugman sammenligner den nuværende krise med 30′ernes depression, ser han også forskelle. Specielt hæfter han sig ved, at Fed i dag har lært noget om, hvordan man ikke handler under en depression.

“Men de aktuelle problemer er stadige ganske forfærdelige,” fastslår han.

Læs hele interviewet her