Aktienyt: First North og small cap

Af journalist Jørgen Rasmussen

Vurderet efter reglerne i Lov om Værdipapirhandel, hviler anmeldelsen af journalist Claus Forrai fra Penge & Privatøkonomi på yderst usikker grund.

Finanstilsynet har d.d. anmeldt den pågældende journalist til bagmandspolitiet for at have overtrådt værdipapirhandelslovens regler om kursmanipulation.

Men efter reglerne at dømme, er det langt fra sikkert, at sagen kan føre til en domfældelse. For det første er reglerne uklare og for det andet har det været sædvane, at bemeldte journalist i halen på hver artikel har oplyst om sine egne interesser de omtalte aktier.

I Finanstilsynets pressemeddelelse hedder det således, at: ”at man ikke må udsende meningstilkendegivelser om et værdipapir gennem medierne, hvis man på forhånd har købt værdipapiret og senere drager fordel af den kurspåvirkning, som meningstilkendegivelsen har medført”.

En løs fortolkning

Der er mildt sagt tale om en noget løs fortolkning set i forhold til lovteksten: Går vi til den konkrete kildetekst, kan vi i Lov om Værdipairhandel, § 38, stk. 2, 1 læse følgende eksempel på kursmanipulation:

”Udsendelse af en meningstilkendegivelse gennem medierne om et værdipapir eller en udsteder af et værdipapir efter på forhånd at have erhvervet sig mængder af det pågældende værdipapir, såfremt der senere drages fordel af den måde, hvorpå de tilkendegivne holdninger påvirker kursen på værdipapiret, forudsat at interessekonflikten ikke senest samtidig med udsendelsen af meningstilkendegivelsen angives over for offentligheden på en korrekt og effektiv måde.”

At dømme efter paragrafferne handler det altså om, at en analytiker eller journalist sammen med sin ”meningstilkendegivelse” skal oplyse over for offentligheden, om han ejer aktier i den pågældende virksomhed eller ej.

Har journalisten eller analytikeren oplyst korrekt om sine ejerforhold, er han angiveligt frit stillet med hensyn til køb og salg af den omtalte aktie. Kun arbejdspladsens interne regler sætter efterfølgende grænser for medarbejderens handler.

Risiko for vilkårlig retspleje

På den baggrund kan den eneste forklaring på Finanstilsynets handlemåde være, at den pågældende journalist ikke har oplyst om sit eventuelle ejerskab af aktier i artiklen. Alternativt har Finanstilsynet misforstået nogle ting og er i værste fald ude efter en ”god sag”, der kan give det lidt støvede Tilsyn noget omtale.

Ikke sagen helt uvæsentligt kan jeg oplyse, at jeg som flittig læser af Penge & Privatøkonomi, har jeg noteret mig, at bemeldte journalist i halen på sine artikler stort set altid har oplyst om et eventuelt ejerskab af den omtalte aktie.

Fører sagen til en domfældelse, er der derfor åbnet op for et fortsat skred i ellers hævdvundne retsprincipper. Et skred, der lægger sig direkte i forlængelse af reglerne om politiets visitationszoner og reglerne omkring helt eller delvis publicering på internettet af angiveligt copyright-beskyttet materiale.

I alle tre tilfælde er reglerne uklare, hvilket nærmest overlader det til en politiets skøn, om en person skal tiltales og domfældes eller ej.

Myndigheder har det svært med specialtilfælde

Dertil kommer den særlige situation, at hverken anklagemyndighed eller dommere må formodes at have et særligt udviklet kendskab til spilleregler på aktiemarkedet.

Nævnt i parentes finder vi en tilsvarende situation i copyrights-sager, hvor myndighederne gentagne gange har dokumenteret deres ukendskab til brugen af Internettet og hele teknikken bag nettet.

Noget helt andet er imidlertid, at Finanstilsynet og lovgivningen har et betydeligt mere large syn på de store aktørers diskrete form for kursmanipulation.

Ordrelister giver frit løb for manipulation

Bankernes handelsafdelinger starter morgenen med en ordreliste, der angiver, hvilke store kunder, der ønsker at sælge eller købe en given aktie. Intet forhindrer banken i at ”time” disse ordrelister med bankens egne anbefalinger.

Eksempelvis er det fuldt ud lovligt, at udsende en salgsanbefaling samtidig med, at en af bankens rigtig gode kurtage-kunder ønsker at købe stort ind af en given aktie.

Bankers tjener godt på skjulte bud

Bankerne lægger skjulte bud ind i systemet på illikvide aktier. Buddene fungerer på den måde, at et udbud til en given kurs automatisk bliver accepteret af banken og resulterer i et køb. Eksempelvis er en aktie efterspurgt til 200 og udbydes til 220.

Banken lægger et skjult bud ud på 210. Men over for bankens kunder oplyses det, at de nok hellere må effektuere handlen som en strakskurs.

Banken er derfor i stand til at sælge aktien til sine små-kunder til 220, mens den samme bank selv opsnapper alle ordrer på 210 og derunder. Princippet er i direkte modstrid med reglerne om “best execution”, men systemet får ikke desto mindre lov til at fungere i al diskretion.

Storkunder orienteres om analyser på forhånd

Det er fuldt ud lovligt for en bank at udarbejde en analyse efter at have talt med ledelsen i et selskab og efterfølgende referere indholdet af samtalen og analysens konklusioner til en af de rigtig gode kurtagekunder.

Den gode kurtagekunde har nu nogle dage til at købe aktien ind i, da analytikeren har fortalt, at han ”desværre” først har tid til at offentliggøre analysen tre dage efter samtalen med ledelsen. Er der tale om en velargumenteret analyse, vil kursen på aktien stige, når analysen offentliggøres i de nationale og internationale medier.

Kunden kan nu vælge at tage gevinsten hjem på aktien og belønne analytikeren med flere gode kurtagedrivende ordrer fremover. Måske bør det noteres, at analytikerens løn og bonus et eller andet sted hænger sammen med, hvor store kurtageindtægter, han kan generere.

 Hele lovteksten fra Lov om Værdipapirhandel kan læses her.
 

Af journalist Jørgen Rasmussen

De fleste er enige om, at den aktuelle turbulens på de globale aktiemarkeder er udløst af den amerikanske subprime-krise, som i sin essens egentlig er ganske enkel at forstå. Se eksempelvis denne lille sketch på YouTube, SUBPRIME.

Derimod er det unægteligt mere vanskeligt at forstå, at de pengepolitiske myndigheder i USA kan se stiltiende til, mens en stab af ihærdige sælgere med dollartegn i øjnene gøre deres bedste for at underminere den amerikanske økonomi.

Og det er om muligt endnu mere vanskeligt at forstå, at universitetsuddannede økonomer, matematikere og statistikere ansat inden for den finansielle branche kan hoppe med på vognen. Den eneste forklaring synes at være ren og skær grådighed.

Er du interesseret i en mere pædagogisk og hylende morsom forklaring på subprime-krisen, så tøv derfor ikke med at klikke på det omtalte link til SUPPRIME.

Linket viser dig hen til et klip på YouTube, som har været bragt på engelsk TV. Og bemærk - der er ikke tale om noget billigt grin. Vi kommer nemlig alle til at betale for showet.

Af journalist Jørgen Rasmussen

Der er forskel på snyd og ”snyd”, viser torsdagens dom i sagen om kursmanipulation, hvor en privat investor blev idømt 10 dages betinget fængsel for at have manipuleret med kurserne. Men lad os først slå en ting fast. Selvfølgelig er det fusket at lægge pseudo-bud ud på børsen og på den led tørre bankerne for at par kroner på kontoen for strakshandels-gevinster.

Fidusen er enkel og ligetil. Banken stiller et bud/udbud på 100 og 110 og du vil gerne sælge en portion aktier til 105. Ergo lægger du selv en købsordre ud på 105 eller får din fætter til at gøre det. Banken ændrer nu strakskursen og skal købe din aktie for kurs 105 ifølge reglerne.

Få sekunder efter, at du har lagt købsordren ud og din strakshandel er gået igennem, sletter du eller din fætter købsordren på 105. Såre enkelt og lur mig, om ikke denne manøvre har været brugt af utallige antal private småspekulanter siden internet-broking kom på mode omkring årtusindskiftet.

Bankers fusk via EDB er lovligt
Men en ting er, at private småinvestorer fusker med kurserne. Det ville være helt ok, at den slags blev straffet, hvis ellers alt fusk i branchen blev straffet tilsvarende. Men nogle i branchen kører på frihjul. Og ikke overraskende er det bankerne, der via snedige EDB-systemer, kan tilrane sig en marginal fordel i det spil, der dybest set handler om – ja marginaler.

Lad os igen antage, at en aktie handles i intervallet 100 – 110, hvilket ikke er usædvanligt for de illikvide papirer. Banken har valgt at stille strakskurser i aktien for at øge omsætningen. Sandsynligvis modtager banken også en lille klatskilling fra virksomheden for sin ulejlighed.

Beder du banken om at gennemføre en strakskurshandel, skal du betale 110 kroner for aktien. Men lad os nu antage, at banken har programmeret sit edb-system til at reagere på alle salgsordrer i intervallet fra 106 til 109.

Ingen private investorer får nu mulighed til at sælge aktien til over kurs 105 til andre private investorer, da banken selv snupper alle udbud på et splitsekund. Som køber kan du ikke se bankens reelle bud, da handelssystemet matcher ordren få millisekunder efter, at naboen har lagt sin salgsordre ud på systemet.

Over for sine investeringskunder kan banken dermed argumentere for, at ”aktien er illikvid og derfor bedst kan handles via strakskurserne”. Den private investor må derfor betale 110 kroner for aktien, som banken umiddelbart forinden har købt for måske 106 kroner. Smart – ikke også¨, men fuldt lovligt.

Banken har altid fortrinsret
Et andet tilfælde at legalt ”snyd” er fondsbørsens regel om, at interne handler springer over køen. Lad os igen antage, at aktien befinder sig i intervallet 100 – 110. Du ønsker at sælge aktien, men vil ikke acceptere bankens bud på 100 kroner og lægger derfor selv en salgssordre ud på 105 kroner.

Fair nok – aktien bliver solgt kort tid efter, og du er tilfreds. Det er din nabo imidlertid ikke. Med det samme han så dit bud, lagde han nemlig en købsordre ud på 105, hvorefter han regner med, at handelssystemet vil matche ordren. Men sådan fungerer de officielle regler ikke.

Din bank ved nemlig godt, at handelssystemet skal tømmes for alle ordrer i intervallet 100 – 110 for at de kan tjene penge på deres strakshandler. Computerne i din bank spotter med det samme, at nogen har lagt en købsordre ud på 105 og snupper aktion for næsen af din nabo, selv om han officielt står forrest i køen.

Og hvorfor nu det. Jo – det kan lade sig gøre fordi interne handler har fortrinsret. Bundlinien er, at hvis du ikke vil strakshandle med din bank, så snupper banken aktien under alle omstændigheder for at din nabo ikke skal få den og dermed spare lidt penge ved købet. I stedet må naboen købe til bankens strakskurs på 110.

Den store krejler går fri
Og jo – den slags er fuldt lovligt. Her er det nemlig EDB-systemer, der lægger ”skjulte” bud ud på systemet for at kunne tjene lidt ekstra penge på strakshandel. Men lur mig, om ikke EDB-systemerne er udviklet af almindelige mennesker af kød og blod.

Så længe den slags ting er lovlige, er det svært at tage dagens dom højtideligt. Faktisk er det en dyb skændsel for systemet, at den lille krejler bliver dømt, mens den store krejler går fri.

Af journalist Jørgen Rasmussen

Forløbet af emissionerne i henholdsvis IT Intergroup og Trifork viser med al ønskelig tydelighed, at “uro på de finansielle markeder” ikke med nogen rimelighed kan benyttes som forklaring på en mislykket aktieemission. I bund og grund handler det nemlig om, hvorvidt en vare har en rimelig pris og om det grundlæggende salgsarbejde inden emissionenen er i orden.

Prisen på Trifork har været fair fra starten og den adm. direktør,  Jørn Larsen, har personligt “vandret rundt fra dør til dør” for at få afsat sine aktier til interesserede investorer. Jørn Larsen har ikke haft behov for dyre reklamer i aviser og magasiner, hvilket i sig selv er et sundhedstegn.

Private investorer kan også regne
Med en stabel gode argumenter og en solid forretningsplan i lommen har Jørn Larsen overbevist interesserede investorer om, at det var værd at tage chancen og kaste en mindre sum ind i selskabet.

Når dertil kommer en rimelig pris set i forhold til lignende småvirksomheder på OMX, tog investorerne argumenterne til sig. Mange private investorere er nemlig ikke dummere, end at de nok kan finde ud af, at værdisætte en virksomhed sådan “nogenlunde på slump”. 

Det så vi demonstreret med IT Intergroup, hvor flere private investorer på Euroinvestor i forvejen havde brokket sig over prisen. Resultatet blev som bekendt en halvering af prisen for selskabet.

Dermed ikke være sagt, at IT Intergroup er en dårlig virksomhed. Virksomheden har nogle solide referencer, har indtil videre tjent penge og tilbyder et spændende produkt til kunderne.

Grådigheden fik overtaget
Med desværre løb grådigheden af med ejerne, hvilket storinvestor Finn Jensen og ny bestyrelsesformand i IT Intergroup ikke var sen til at gennemskue.

Finn Jensen vurderede virksomheden til 34 mio. kr., mens ejerne selv havde sat prisen til 65 mio. kr. Da kun et lille antal private investorer ville betale den høje pris, brugte IT Intergroup og rådgiverne “markeds-situationen” som undskyldning for at nedsætte prisen. Og magen til omgang sludder skal man heldigvis lede længe efter, selv om de fortravlede journalister slugte den råt.

Sammen med det efterfølgende forsøg på at “tørre” de troskyldige aktionærer, der havde accepteret en pris på 65 mio. kroner for hele virksomheden, sætter hele forløbet desværre firmaets ledelse med Jesper Østergaard i spidsen i et ualmindeligt dårligt lys.

Det åbenbare spørgsmål er naturligvis, om vi kan stole på ledelsens moral og dømmekraft fremover - uanset om forretningskonceptet og de hidtidige resultater er i orden. Den slags problemer døjer den gamle AP Møller-dreng i Trifork, Jørn Larsen ikke med efter sin vellykkede emission.

At grådigheden er omvendt proportional  med troværdigheden i virksomheder som Rovsing, Wannakey og Danventures, har vi imidlertid vænnet os til. I den type virksomheder er forretningsgrundlaget alligevel mest at sammenligne med med en pubertetsdrengs første våde drømme.

Undersøg din investering grundigt
Hele forløbet gør det imidlertid lysende klart, at den lille investor ikke pr. automatik kan stole på hverken ledelse eller den såkaldt “godkendte” rådgiver. Og det uanset om det drejer sig om en seriøs virksomhed eller om en samling platugler.

Der er ingen vej uden om at sætte sig grundigt ind i virksomheden og personkredsen bag. Nærlæse regnskabstal og sammenligne med tilsvarende virksomheder. Være klar over, at en emission indebærer en risiko og derfor skal belønens med en rabat på kursen.

Hvis du som privat investor ikke mestrer den øvelse, har du ingen mulighed for at undgå de værste fejlskud, som mere erfarne investorer spotter efter et par timers læsning af prospektet.

I så fald investerer du med bind for øjnenene og kan stort set lige så godt betale en nigeriansk “forretningsmand” et par hundrede tusinde kroner for at få adgang til et tocifret mllionbeløb - i dollars.

“De skal bare lige ud af landet i en kuffert, og det koster jo penge,” lyder den gængse forklaring.