Økonomichef forlader Esoft efter 4 måneder

Af journalist Jørgen Rasmussen

Efter kun fire måneders ansættelse forlader Lærke Schmidt posten som økonomichef i Esoft. Ifølge adm. direktør og hovedaktionær, René Dines, har Lærke Schmidt opsagt sin stilling på grund af sygdom.

“Vi er kede af, at hun ikke er ansat hos os mere. Hun har gjort en stor indsats, men blev desværre sygemeldt,” forklarer René Dines over for Aktie-nyt.

Lærke Schmidt ønsker ikke selv at kommentere det kortvarige ansættelsesforhold, men henviser til René Dines.

“Jeg udtaler mig ikke om den situation”, lyder den kortfattede melding fra Lærke Schmidt.

Efter Lærke Schmidts afgang, overtager René Dines økonomifunktionen og kan frem til ansættelsen af en ny økonomichef nyde godt af rollerne som både adm. direktør, hovedaktionær og økonomichef.

Til gengæld har den adm. direktør ifølge ham selv ingen indflydelse i bestyrelsen, hvor hans onkel, Poul Dines, i øvrigt sidder for bordenden som formand.

Udskiftning i bestyrelsen
Økonomichefens opsigelse finder sted i kølvandet på to bestyrelsesmedlemmers afgang i september 2007.  Ud af den tre mand store bestyrelse forlod Sanne Wall-Gremstrup og Henrik Lund-Nielsen bestyrelsen efter kun 5 måneder.

Forhenværende bestyrelsesmedlem Henrik Lund-Nielsen ønsker ikke at kommentere sin afgang konkret, men har tidligere over for redaktionen anført, at “det er alvorligt, når en bestyrelse træder tilbage”.

“Der var uenighed om pænt afgørende forhold mellem René Dines og mig,” forklarer han og understreger, at  Esoft “med den rigtige ledelse har en meget fin fremtid”.

René Dines kommenterede i september udskiftningen i bestyrelsen med at:

“Det ikke er altid, man selv kan bestemme, hvordan en sag skal afsluttes og nu blev det så på den måde. Men jeg kan sige, at jeg har stor respekt for de to bestyrelsesmedlemmer. De er begge dygtige og professionelle,” fastslår han.

Hold øje med:
Esoft afleverer halvårsregnskab den 4. februar.  Ifølge René Dines følger virksomheden “i store træk planerne i prospektet”. Ifølge prospektet kalkulerer virksomheden med et overskud før afskrivninger, renter og skat (EBITDA) på 11 - 12 mio. kr. i 2007-08.

En kommentar til “Økonomichef forlader Esoft efter 4 måneder”

  1. Af Investor siger:

    Ifølge esoft systems egen udmelding noterer jeg mig at man fortsætter den “positive udvikling”, men hvornår sker der noget som kan trække aktiekursen i den rigtige retning - her tænker jeg eksempelvis på investeringer af de penge ved børsnoteringen.

    Jeg mangler at hører nyt positivt vedr Frankrig, Sverige etc, istedet for de mange informationer om medarbejdere/ledere, som forsvinder efter kort tid. CFO er jo en yderst vigtig nøgleperson.

    Ejeren har senest været i avisen vedr flad organisation, en fest og personalehåndbogen, men den nye struktur på hjemmesiden virker ikke særlig flad med så mange executive direktører (ialt 4 + onklen). Jeg synes vi skal høre noget mere om produktudvikling, nye segmenter, ansættelser etc.

    Jeg synes det er vigtigt, fordi en organisation der bevæger sig fra entreprenør til en virksomhed, som kræver professional ledelse, skal have tid og ro til at vokse i den rigtige retning. Men det er svært, når nøglepersoner og bestyrelse hopper fra.

    Jeg håber at der snart kommer ro på hos esoft systems