Kritiske signaler fra banksektoren
Af journalist Jørgen Rasmussen
Med kollapset i Bear Stearns, er den globale kreditkrise for alvor spidset til. Kontanterne smuldrer mellem hænderne på både investorer og husejere, der tidligere troede sig rige, men nu ser formuen rundbarberet af kursfald og prisfald på boliger
Alene aktionærerne i Bear Stearns har på et år mistet 98 % af deres penge, hvilket modsvarer et tab på rundt regnet 106 mia. kroner. Der er tale om penge, som simpelthen er forsvundet ud af systemet, eller som den forhenværende direktør i Danske Bank, Knud Sørensen engang forklarede journalisterne det i starten af 90’erne: ” Pengene er evaporeret”.
Effekten af likviditetskrisen er, at den store mængde af billige og lettilgængelige kontanter, der har drevet aktiemarkederne nordpå gennem de seneste år, nu hastigt er på vej ud i det store intet. Når likviditeten kradser, skal der sælges aktier eller obligationer – koste hvad det koste vil.
Vi så en forsmag på det den 7. marts, hvor udenlandske investorer dumpede danske realkreditobligationer til spotpriser. Og vi kan meget vel se lignende effekter på aktiemarkedet, hvor gode solide selskaber kan blive solgt til ingen penge.
Eventuelle købere har ingen kontanter og kan heller ikke låne, selv om det på langt sigt måske ville være en god forretning. I den situation er kontanter ”Kongen” på markedet.
Boligmarkedet presser likviditeten
Skuer vi et eller to år ud i tiden, ser det heller ikke for lyst ud. I takt med de faldende amerikanske boligpriser, bliver banker og kreditselskaber tvunget til at hensætte større beløb til tab og må derfor indskrænke deres udlån for at opretholde likviditet og solvens.
Dermed bliver det sværere at låne, hvilket sætter gang i en ondsindet spiral. I Danmark mærker kommende boligkøbere allerede bankernes forsigtighed. Banker og realkreditselskaber kræver eksempelvis, at den gamle bolig skal være solgt inden, køberen kan skrive under på den nye købsaftale.
Den åbenbare risiko er en stilstand på boligmarkedet, som kan drive desperate sælgere ud i prisnedsættelser, hvilket kan risikere i større tab hos bankerne, hvis aktiekurser falder og dermed reducerer aktionærernes formue.
Amerikanske prisfald på boliger skræmmer
I USA er problemerne dog langt mere alvorlige. I en artikel i Economist fra 1. marts peger Mark Zandi fra Moody´s på, at 14 mio. amerikanske boligejere vil være insolvente i løbet af et års tid, hvis boligpriserne falder yderligere 10 %.
Insolvensen betyder, at lånet overstiger værdien af ejendommen, hvilket tvinger finanssektoren til endnu større hensættelser til tab og samtidig øger de realiserede tab.
Ifølge Economist kan resultatet blive, at lån for over tre trillioner dollars bliver påvirket af kreditkrisen. Beløbet svarer til 3.000.000.000.000 dollar eller cirka 14.250 mia. kroner, som modsvarer cirka 10 års BNP i Danmark.
Set i den sammenhæng er Feds tilførsel af 200 mia. dollar (950 mia. kroner) et relativt beskedent beløb, som ifølge finansfolk slet ikke kan dæmme op for krisen. Hvis likviditetskrisen efterfølges af en ondartet recession, ser udsigterne derfor mildt sagt ikke lyse ud.
Grundlæggende opfatter jeg det som tvivlsomt, om centralbankerne kan redde os ud af suppedasen. Som en desperat bådfører forsøger Fed og ECB at stoppe hullerne i en gammel utæt jolle med tyggegummi og tøjrester. Men båden er læk og for passagererne drejer det sig kun om, at nå ind til land, før jollen synker.
Køberfeltet tørrer ind
For aktiemarkedet er bundlinjen, at køberfeltet tørrer ind, hvilket presser kurserne sydpå. Gamle dyder som P/E-værdi og vækstrater spiller ikke længere den store rolle, når behovet for likviditet er den altafgørende faktor.
Jeg vil ikke forudsige alverdens elendigheder, men har dog stadig den japanske ejendomskollaps fra 1990 i baghovedet. Kollapset blev efterfulgt af en finansiel istid på 10 – 15 år, hvor aktiemarkederne kun kendte en vej – nedad.
Set i lyset af ovenstående må jeg krybe til korset og lægge en vis dæmper på min langsigtede strategi. Principper er som bekendt til for at brydes og realiteterne taler for, at jeg begrænser min eksponering på aktiemarkedet.
Jeg er klar over, at jeg dermed i en vis udstrækning gambler om den kommende udvikling på aktiemarkedet. Men da jeg synes risikoen er blevet for høj i forhold til gevinstmulighederne, er jeg parat til at drosle ned for investeringerne i en periode.